Nå, nu er der efterhånden gået så lang tid, så jeg kan skive om det her, Sofus min gamle lapphund, somslet ikke blev så gammel er gået over regnbuebroen til den anden side.

Sofus var min første finske lapphund og ham som er årsagen til min store passion for racen og mit lille opdræt her, han skabte alle drømmene og hjalp mig udføre dem. Sofus var en meget speciel hund fo rmig, hun kunne læse mig før jeg selv anede hvilket humør jeg var i og han gjorde hvad han kunne for at gøre mig glad. om det så var en pot ei hånden, et snude skub eller at lægge sit store dejlige hovede ind til mig eller det var at fjolle rundt lege med ting, så gjorde han det. Sofus ville aldrig skuffe, han var perfektionistisk og var hurtig til at lære alle ting, det var som om vi talte samme sprog. Sofus var klog, han vidste godt hvad man måtte og ikke måtte, som dengang Culo og Buller og en ferie hund vi passede fik åbnet hoveddøren en tidlig tidlig morgen og var på vej til at gå tur på egen hånd, der stod Sofus ude i indkørslen og gøede af dem, jeg e rsikker på han sagde ” Hallo, nej, kom tilbage, de må i ikke det der. Hallo kom tilbage I må ikke gå selv..” og denne fribrilske gøen vågnede vi jo af og kunne så løbe ned af vejen iført nattøj og sutsko og få hentet de 3 andre hjem igen. takke være Sofus var de ikke nët ret langt. Sådan har det altid været med Sofus. Han passede på og sørgede for der var orden i sagerne.

Sofus led af slidgigt i den sidste del af ryggen og havde gjort det i en del år, han havde gået med det længe inden jeg fandt ud af hvad det var, for han skjulte altid godt hvis han ikke var på toppen, hvilket er et kendetegn for racen, de er møg seje og bider bare smerte i sig og fortsætter som de plejer, men der opstod flere g flere ting hvor jeg bemærkede han ikke var som han plejede at være og derfor den gennemgribene undersøgelse som viste han havde slidgigt i ryggen. med medicin og træning af muskler fik vi alligevel en del år mere, men medicin dosisen måtte forhøjes og der måtte mere til for at dække hans smerter, vi forsøgte også alternertive veje med Canabis dråber, samt div. kosttilskud, men det holdte ikke længe før så var det ikke nok. Han kunne have gode dage men også dårligehvor det var en pine for ham at lægge sig ned. så da vi kunne konstatere at det var ved at være tid til mere medicin eller højere dosis, blev vi enige om at nu var det nok, nu skulle han have fred og slippe for smerterne. Oveni havde Sofus udviklet en seperations angst den seneste tid, som blev mere og mere intens, han kunne ikke holde ud ikke at være sammen med mig, var vi nogle steder ville han helst at vi rent bogstavligt bare sad og holdte i hånden, gik jeg, evt i ringen med en af de andre hunde på en udstilling, så hylede og gøede han, hjertensskærene, fordi jeg var gået fra ham,noget som kun tager 10 min. hjemme var det også svært for ham, hvis jeg gik, men dog i et andet omfang. Så alt lagt sammen og som dyrelægen sagde ” vi ved ikke hvor medtaget hans organer er af al den medicinering” så blev den hårdeste beslutning taget, sofus skulle gå i forvejen. 

Det er altid sindsygt hårdt at tag denne beslutning, man føler sig som en gud der bestemmer hvem der skal leve og hvem der ikke skal, også bare det egoistiske, ikke at få lov til at have sin bedste ven hos sig længere.

Men vi fik sagt farvel på den bedste måde, dyrelægen kom hjem til os, og gav Sofus det der skulle til for at han kunne sove stille ind, mens han lå i mine arme. Da han var taget afsted fik de andre hunde lov til at komme ind og sige farvel, kun Dunja som altid har set op til Sofus, tog fat med hendes lill epote og hev i den livløse krop. Hun skulle måske lige se om han bare sov, ellers var det hendes forsøg på at få ham tilbage. 

Hans lille urne står så fint med det billede, der hang af ham nede på arbejdet hvor han havde sin gang som pædagog hund og hjalp så mange børn til at opleve tryghed og nærvær og kærlighed og lysten til at lære via af leg med Sofus, ved siden af. så føles det lidt som om han stadig er hos os og han følger med i hvad vi laver. 

I hjertet gemt og aldrig glemt, min stjerne min engel.

Ære være dit minde.